Klinik i Næstved - eller samtale via facetime / skype.
info@psyk-danmark.dk
50 47 14 11
Close
50 47 14 11 info@psyk-danmark.dk

Jeg har ikke Ole Henriksens hjerne

Vi hører ofte, at vi skal tænke positivt.

Det er også rigtigt HVIS det man tænker, virkelig føles positivt for én selv.

Jeg mener altså, at man ikke bare skal tænke nogle positive sætninger, som nogen engang har fundet på – som for eksempel: ”Jeg er skøn, smuk, dejlig og jeg elsker mig selv”.

Disse udsagn er gode – hvis man mener det.

Nogle dage er sådanne udsagn ikke sande for mig, og på disse dage, kan jeg ikke bruge dem.

Ville gerne, men kan desværre ikke gøre ligesom Ole Henriksen, der ser sig i spejlet hver morgen og siger ”Go’ morgen Ole – hvor ser du bare godt ud i dag. Det bliver en dejlig dag”.

Hvis det ikke er sandt for mig, virker det ikke på mig og det bliver ikke mere sandt for mig, blot fordi jeg gentager det 100 gange.

Jeg har prøvet – og følte mig bare fjollet.

Men da jeg er et optimistisk menneske og gerne vil tænke positivt, funderede over hvad jeg så kunne gøre.

Jeg begyndte at finde ud af hvilke positive tanker om mig selv, jeg egentlig havde.

Altså hvad jeg virkelig kunne stå inde for og hvad der virkelig var sandt for mig.

For at kunne huske dem alle sammen, har jeg skrevet dem i en lille notesbog. Det kan eksempelvis være:

  • Jeg behandler naturen så godt som det er mig muligt
  • Taler pænt til dem, som taler pænt til mig
  • Overholder aftaler
  • Er glad for at jeg ind i mellem cykler til arbejde i stedet for at tage bilen
  • Støtter velgørende formål

Ovenstående er eksempler på hvad jeg ofte GØR.

Herudover tænker jeg også positive tanker om hvem jeg ER – eksempelvis:

  • Er (oftest) et sympatisk, stille og roligt menneske
  • Tålmodig
  • Imødekommende
  • Retfærdig
  • Flink

Det er jo ikke hver eneste dag, jeg føler mig som ovenfor beskrevet og dermed kan tænke sådanne positive og pæne ting.

Nej, jeg er jo som alle vi mennesker ind i mellem er: Nogle dage sur og tvær og orker ikke være så ordentlig.

Lige i disse år er jeg i overgangsalderen, så ja: den smutter nogle gange – og hvad så? Jeg er jo bare et menneske – ikke et perfekt menneske.

Derfor har jeg på min liste tilføjet, at jeg også er god til at tillade mig selv at være sur, irriteret eller vred – og at det selvfølgelig er helt ok.

Når jeg ind i mellem har en ”sort” dag, kigger jeg på listen og tænker at ”det da er et sympatisk menneske”, som her er beskrevet og bliver en smule gladere.

Nogle dage bliver jeg endda ligefrem stolt eller tilfreds med den jeg er.

Tidligere var jeg en ægte pleaser, altså en person, som altid gjorde hvad jeg troede andre gerne ville have og gjorde folk tjenester, uden at de havde bedt om dem.

Nu hvor jeg har ændret det mønster og i stedet sørger for at der er balance i mit liv, gør det mig også stolt, når jeg med sandhed kan føje nedenstående eksempler på højre side af min liste:

  • Siger nej hvis jeg ikke har lyst
  • Siger fra hvis folk overskrider min personlige grænse eller uberettiget snerrer af mig

Det kan selvfølgelig lyde mærkeligt, at man er stolt af, at man opfører sig ”negativt”, men det føles faktisk befriende når man det meste af sit liv har smilet og bidt det i sig, når andre har været grænseoverskridende.

Da jeg de første par gange tog mod til mig og sagde fra overfor grænseoverskridende personer, kom det lidt for voldsomt ud.

Men efterhånden fandt jeg min egen måde at sige det på, således at folk forstod, at jeg virkelig mente det.

Mens jeg stadig arbejdede som journalist, spurgte eksempelvis frisører, massører eller kosmetologer mig ofte om priser på annoncer i avisen eller om hvordan de kunne få omtale eller andre praktiske ting, som ville være gavnligt for deres forretning.

Da jeg jo var en ægte pleaser, svarede jeg høfligt og udførligt, selvom jeg var irriteret over at jeg ikke bare kunne nyde behandlingen i fred og ro.

Og selvom jeg havde ydet dem denne ”service”, skulle jeg alligevel betale fuld pris for behandlingen.

Det blev en sådan behandler, jeg prøvede min nye grænse-sættende stil af på.

Havde en tid hos en kosmetolog som virkede enormt sød, men også meget snakkesaglig.

Inden hun startede behandlingen spurgte jeg om det var i orden, at vi ikke snakkede undervejs, idet jeg gerne bare ville hvile mig og måske endda småsove lidt.

Hun tog det pænt og behandlingen var en fryd.

Nu har jeg brug lignende sætninger mange steder og de fleste har virket overraskede men faktisk også lettede over at de bare kunne passe deres arbejde i fred og ro uden at skulle finde på emner at småsludre om.

Dermed kan jeg tilføje endnu et positivt og sandt udsagn (for mig) der hedder:

  • Beder om det, jeg gerne vil have.

Af Birte Kjellander

Telefon: 50 47 14 11
Vættehøjen 41, 4700 Næstved