Klinik i Næstved - eller samtale via facetime / skype.
info@psyk-danmark.dk
50 47 14 11
Close
50 47 14 11 info@psyk-danmark.dk

Automatiske tanker

Når vi tænker den samme slags tanker igen og igen – eksempelvis negative tanker om os selv – kan man sige, at disse tankers vej gennem hjernen, skaber en sti.

Og hvis man bliver ved, år efter år, med at tænke de samme negative tanker om sig selv, bliver denne sti efterhånden til en motorvej.

På en motorvej går det stærkt.

Ligesom det sker, når vi bare gør som vi plejer – tænker som vi plejer, uden at stoppe op og spørge os selv om det egentlig er sandt, når vi tænker så negativt om os selv.

Og det er vist ikke nyt for mange, at negative tanker giver negative følelser.

Hvis du beslutter dig for at ændre den negative vanetænkning, skal du aktivt styre tankerne ad en helt ny positiv sti, som forhåbentlig med tiden kan blive en motorvej.

I starten kan det være svært at huske at tænke anderledes end du plejer.

Og ikke nok med det – det kan føles som et uvant, irriterende og besværligt stykke arbejde.

Eksempel på negative tanker:

  • Jeg kan ikke være bekendt at lave aftalen om
  • Jeg ser forfærdelig ud
  • Jeg er dum

Her skal du finde den positive modpol – men husk, at det skal være et ægte og sandt udsagn. (Det kan du læse mere om i den artikel, som hedder ”Jeg har ikke Ole Henriksens hjerne”).

For mig kunne nogle sande modpol-udsagn være:

  • Jeg kan spørge om det ville være ok, at jeg lavede aftalen om og ellers holder vi bare fast i vores nuværende aftale
  • Jeg vil fokusere på de dele af min krop, som jeg godt kan lide
  • Jeg er ganske normalt begavet. Noget har jeg dog lettere ved at finde ud af end andet og nej, jeg er ikke ekspert på ALLE områder

Jo flere gange du tænker de nye positive udsagn, des lettere bliver det. Det vil sige: jo flere gange du husker det, des mere automatisk vil det ske.

Og så vil det ændre dine følelser.

En god idé er, at skrive de negative udsagn på venstre side i en lille notesbog og skrive deres sande, positive modpoler i højre side.

Her kan du kigge på dem hver gang du tænker negativt og mærke efter om de positive mod-udsagn stadig er sande.

Og hvis de er: ja, så er det jo bare med at holde fast i dem og blive ved med at gentage dem.

Der vil være dage, hvor du tænker ”Jeg kan virkelig ikke tænke positivt. I dag er jeg sur og gider ikke noget som helst”.

Jamen, så vær dog sur.

Accepter og anerkend, at du har sådan en dag og lad dig være i følelsen af surhed, indtil den går over.

For det gør den – med mindre du bevidst holder fast i den, naturligvis.

Her kunne du så måske skrive på venstre side:

  • Når jeg er sur, kan jeg ikke blive glad igen

Og på højre side skrive:

  • Det kan jeg faktisk godt – det tager bare lidt tid og måske bliver det først i morgen – og det er ok
    Af Birte Kjellander
Telefon: 50 47 14 11
Vættehøjen 41, 4700 Næstved